• Mærsk overvejer at byde på tysk speditørgigant

    Source: BDK Finans / 08 Feb 2024 08:26:26   America/New_York

    Mærsk overvejer at byde på den tyske speditør DB Schenker. Det siger Mærsks topchef, Vincent Clerc, i et investoropkald ifølge mediet ShippingWatch. - Det er bestemt ikke altafgørende for os, at vi får den. Det er ikke nødvendigvis det mest sandsynlige udfald, men det er noget, vi er nødt til at undersøge, siger Vincent Clerc ifølge mediet. DB Schenker blev officielt sat til salg af Deutche Bahn i slutningen af 2023. Ifølge Vincent Clerc er Mærsk nødt til at undersøge muligheden, når et selskab som DB Schenker kommer på markedet. Det skyldes, at handlen vil have konsekvenser for markedet - uanset om det bliver Mærsk eller en anden spiller, der køber selskabet, forklarer han. Topchefen har ellers hidtil afvist, at Mærsk skulle være interesseret i at købe den tyske speditør, skriver ShippingWatch. Den danske transportvirksomhed DSV anses af mange som værende favorit til at opkøbe den tyske konkurrent. Ifølge ShippingWatch menes DB Schenker at have en værdi på mellem 12 og 16 milliarder euro. Det svarer til mellem 89 og 119 milliarder kroner. Salgsprocessen er allerede i gang, og interesserede købere skulle melde sig på banen inden midten af januar. - Vi er meget tilfredse med interessen fra markedet for DB Schenker. Resten af processen er fortrolig, skrev en talsperson for Deutsche Bahn i en mail til Finans kort efter tidsfristen. Det har ikke været muligt for ShippingWatch at få svar fra Mærsk om, hvorvidt selskabet deltager i den første fase af salget. Meldingen fra Mærsks topchef kommer, efter at Mærsk torsdag morgen har aflagt regnskab for 2023. Her fremgik det, at selskabets overskud er styrtdykket fra det historiske resultat på over 200 milliarder kroner i 2022 til at udgøre 27 milliarder kroner i 2023. Det blev også meldt ud, at Mærsk i 2024 forventer et driftsresultat, der i værste fald ender med et underskud på knap 35 milliarder kroner. I bedste fald går det i nul. Af en selskabsmeddelelse fremgår det desuden, at Mærsk stopper et tilbagekøbsprogram, der har en total værdi af 11 milliarder kroner, med øjeblikkelig virkning. Omkring klokken 14.30 torsdag eftermiddag står Mærsk-aktien til et fald på over 17 procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/maersk-overvejer-at-byde-paa-tysk-speditoergigant
Share on,